Der var engang et kongerige. Men pludselig indtraf en stor begivenhed, så ro og harmoni blev forstyrret, og man troede aldrig, at det skulle blive godt igen.

Indledningen kunne være til ethvert godt eventyr, som du som barn hørte, hvor du efterhånden ved eventyr nummer fem vidste, at nu skulle en eller anden prins ud og finde prinsessen efter at have mødt en klog ugle med en eliksir i et træ, der gjorde prinsen i stand til at slå den drage ihjel, der holdt prinsessen fanget. Hvorefter harmonien blev genoprettet og alle vendte hjem – lidt klogere end før dragen bortførte prinsessen.

Men indledningen kunne også være til din egen fortælling i din interessevaretagelse, som er den struktur, du skal se ned i, før du overhovedet vælger kampagnegreb – fordi du skal anerkende, at alle kampagner optimalt set har en fortælling, at det er en optimal motor til at drive en kampagne eller en kommunikationsindsats frem, og fordi det tydeliggør, at alle har en interesse og en rolle, du skal udfylde i din jagt på at genskabe harmonien. Geelmuyden Kiese, lobbyfirmaet med navnet, ingen kan udtale, hvor jeg selv er vokset op, har tidligere konsekvent taget udgangspunkt i et rollehjul, der ligger strøet ud på nettet.

Rollehjulet er @GKKbh svar på hvordan kriser skal spinnes på twitter #iwdk pic.twitter.com/5szYo95ZU2

— Kristina Kobbelgaard (@KKobbelgaard) April 30, 2014

Med en opdateret aktant-model, hvor aktørerne er ekspert, offer, monster, oprører, helt. Positioner, der skal være i enhver god fortælling. Fordi det er simpelt og virkningsfuldt – Og lige nu ville vi kunne bruge det rollehjul til at konkludere, at brancher, der ikke forstår at skabe tydelige nok fortællinger omkring deres sager, eller har rod i rollerne i det hjul, ikke trænger igennem hverken i mediebilledet eller i Regeringens fortælling, så de kan blive reddet. Skulle du være i tvivl, er det politikeren, der skal kunne ride ind på den hvide hest og redde kongeriget. Ikke dig.

Fortællingen om onde Corona
I Danmark kunne fortællingen i øjeblikket lyde: Der var engang et kongerige. Folk var lykkelige. Bortset fra dem, der ikke var det. Men pludselig skyllede en pandemi ind over kongeriget og truede med at slå en del af kongerigets befolkning ihjel. Kongen (eller dronningen, men i eventyr har det haltet lidt med ligestillingen – Prinsessen er indtil en eller anden på Twitter råber højt nok og der går rundhyl i den et offer, der skal reddes, og kongens dronning sidder bare passivt og bistår kongen, medmindre hun får lov at være klog) blev nødt til at lukke landet ned, så de stakkels borgere ikke endte i respirator eller det, der var værre. Det store pandemi-monster var en lumsk satan, og transformerede sig til både en britisk variant og et par andre nationaliteter, der ikke er rare, når de får spikes og optræder som virus. Lægerne og forskerne gjorde alt hvad de kan for at finde eliksirer til kongen, men det tog lang tid. Derfor var det ikke kun en del af befolkningen, der var i knibe, hvis de blev syge. Det var også … (fortsættelse følger).

Regeringens fortælling slutter med … og branchernes slutter med …  
Og her varierer Regeringens fortælling fra en række branchers lige nu. For Regeringen forsætter historien med ”Det var også en række erhvervsdrivende, der var i fare for at miste deres job, hvorfor de fik hjælpepakker, udskudt skattebetaling, mulighed for skattefrit lån og meget mere, så Regeringen kunne redde de stakkels ofre på hospitalerne”. I mange brancher er fortællingen i stedet ”Det var også en række erhvervsdrivende, der langsomt blev tvunget til at lukke butikken, mens de blev tvunget økonomisk i knæ af lukningen, som Regeringen havde lavet, selvom Regeringen hvis de havde haft overskud kunne have set indgående på hver branche og i en række tilfælde fjerne meget små forhindringer, der endte med at blive store”.

Hvorfor skal du se på fortællingen i din interessevaretagelse?
Hvorfor alt det her om fortællingen og hvor den varierer? Fordi det er tydeligt efter snart et års Covid19-krise i Danmark, at Regeringen i deres fortælling har så tydelige ofre og monstre i deres fortælling, der er altdominerende. Og monstrene skifter endda – Vi har både Dubai-influencere og medicinalselskaber, der af og til også hopper ind og bliver næsten lige så store monstre som selve pandemien. Og det gør det ekstremt svært for brancher, der ikke har lige så tydelige ofre at komme igennem med deres ønsker om justering – Det handler ikke kun om kroner og øre og om at kunne dokumentere et tab, hvis der er benspænd for branchen, der gør, at noget lovgivning besværliggør kompensationen eller ikke er tilstrækkelig. Det handler om at kunne pakke de kroner og øre ind i en fortælling, der er stærk nok. Det er bare ikke lige så nemt at skabe lydhørhed, kampagner og interessevaretagelse, hvis man selv er fra en branche, hvor man er blevet opfattet som meget privilegeret og ikke har tydelige ofre, der kan måle sig med syge på hospitalet, eller nogle af de brancher, der har tydelige ofre. De brancher, der har en svag fortælling med et offer, ingen rigtig tænker man skal redde først, ville komme sidst i en økonomisk indsprøjtningskø og sidst ind i fortællingen, når Regeringen har reddet de ”reelle ofre”. Der findes ikke en advokat i det her land lige nu, der kunne komme med et nødråb, uden at hele Danmark ville sprutte af grin og spørge dem, om de stadig er i livskrise over at deres magnumchampagneflasker ikke passer ned i flaskecontaineren i Hellerup. Vi har ikke for alvor ondt af taxachauffører, der går på røven, fordi de ikke har leveret noget, der ligner service for os de seneste mange år, selvom de kan være nok så berettigede til at blive hjulpet. De er ikke ofre eller helte. De er nærmere selv monstrene i fortællingen på grund af mange års negligering af den fortælling. Tuder de i hornet i en happening uden for Christiansborg bliver de ovenikøbet tudende monstre og ikke stakkels ofre.

I DJØFS nye kampagne #meretilfælles har DJØF taget et ekstremt spændende greb. Efter at have haft meget tvivlsomme greb, der ikke havde en stærk nok fortælling, viser aktørerne i kampagnen, hvordan de har været en uundværlig brik i en fortælling om Danmarks samlede sundhedstilstand. Monstret er, at vi risikerede at blive som i Italien – DJØF’erne er en blanding mellem eksperter og helte, personificeret ved f.eks. indkøberen, der arbejdede 17-18 timer, mens udenlandske stråmænd med guldkufferter truede Danmarks mulighed for at få ”Det nye guld” – værnemidler. DJØF’erne viser sig som et uundværligt svar til at genetablere harmonien i kongeriget. Alle skal se, at var DJØF’erne ikke svar på problemet eller ville de mangle i den kontraktmodel, der skulle genetablere harmonien, så ville fortællingen aldrig ende lykkeligt. Det er godt set – og det er en effektiv fortællingsstruktur. Hovedvideoen, minidokumentaren, er lang som et ondt år – 8 minutter, længere end syv års elendighed, så vi lige kommer ind i det ottende år hvor alt bliver godt – Og undervejs udråber DJØF sig ikke som helte, men samarbejdet som helte, så de kan træde ind som eksperter.

Ny minidokumentar fra @djoef – en hyldest til samarbejdet og et vidnesbyrd om, hvad vi kan, når vi har en fælles mission og står skulder ved skulder på tværs af fagligheder.

Hele filmen ses her: https://t.co/PrTGlrtKp2#meretilfælles https://t.co/n4sMkjc28d

— Jakob Stig Jørgensen (@Jakobstig) January 20, 2021

Brancher uden ofre er i klemme
En række brancher står lige nu i en kæmpe klemme. De har brug for at få ændret lovgivning, at blive reddet, at der bliver ændret en lille smule for forhindringer for deres branche, så de ikke skal dreje nøglen om.

Deres store problem er, at selvom de har masser af mødetid på Christiansborg, så vil ingen ansvarlig minister lige nu begynde at kigge ned i deres ønsker og handle på det, fordi vi har en fortælling i Danmark, der er langt stærkere: Folk dør. Der er ofre. Og blandt befolkningen og hos Regeringen er der sat gradsforskel på, hvor meget det haster og i hvilken rækkefølge vi skal hjælpe de ofre – Det er syge først. Det er ældre. Det er svage. Og så er det brancher, som vi ikke kan undvære i den store fortælling. Sygeplejersker. Læger.

Derfor reagerer alle skarpt på, når en hospitalsleder er hoppet foran en sygeplejerske i vaccinekøen, og ingen reagerer, når især de blå virksomheder, der ikke bliver opfattet som troværdige ofre nu råber, at de er ofre. Søens folk hos Danske Rederier er ikke i lige så stor havsnød som læger lige nu i folkets bevidsthed. Industriens folk, der nok leverer millioner og milliarder til statskassen, er ikke et truet folkefærd i fortællingen. Dansk Erhverv og Dansk Industri kan blive ved med at fortælle, at deres medlemmer er konkurstruet, men hvis ingen synes, at de medlemmer er en mangel eller et svar over for en læge, så er det en ekstremt svag fortælling. Og en række brancheforeninger finder ud af, at ingen synes det er synd for dem, når de råber om hjælp, også selvom det kun er minimale ændringer – noget nitty gritty, men måske kompleks justering af en hjælpepakke, så den tager højde for branchespecifikke problemstillinger. Der er simpelthen ikke overskud hos regeringen, og fortællingen er ikke skarp nok til at lave kampagne på.

Medlemmer forventer et nødråb, der virker
I den klemme er en række brancheforeninger prisgivet, når deres medlemmer forventer et kæmpe nødskrig. At foreningen sender SOS i den største flaskepost de kan finde, og den flaske skal helst kastes som en molotovcocktail helt ind på gulvet til Statsministerens spørgetime, før medlemmerne er tilfredse.

DI vil have vaccinekøen afgjort efter “hvor vigtig du er for økonomien”. Ikke hvor udsat dit arbejde er. Betyder det, at direktøren kommer foran kassemedarbejderen, selvom den sidste er i større risiko end den første? Det er i fald et ret vildt standpunkt https://t.co/WmLQCcgM34

— Pernille Skipper (@PSkipperEL) January 15, 2021

Af samme grund vil vi se en række kampagnegreb, der virker desperate. Hvor flere brancher bliver til grin, når de klager deres nød. Vi har allerede set Pernille Skipper fra Enhedslisten Twitter-trække på skuldrene af DI’s Lars Sandahl, når han vil have bedre vilkår for Industriens folk og have dem frem i offerkøen. Vi ser fitnessbranchen, der længe har klaget over lukning (og nu gik kæden Repeat i rekonstruktion og er lukningstruet), men indtil videre har ”truslen mod danskernes samlede fitness-tilstand” ikke været stærk nok. Vi er endnu ikke røget i den fase, hvor Regeringen anerkender, at ofre ikke kun er sygdomstruede men også folk, der bliver depressive, ensomme, mister deres job, tjener færre penge end tidligere og andre mere bløde varianter af ofre, der bare har det lidt sværere end ellers.

Og løsningen er … ?
Der er to ting i det: De brancher, hvor det lige nu ikke lykkes med at vise, at de er enten et svar eller en mangel i fortællingens kontraktmodel, skulle have startet noget tidligere – og tænkt over, hvordan de generelt kunne være en bro i den fortælling, der ville gøre, at prinsen ikke kunne ride over det grumme vandfald i sin vej mod dragen, hvis broen knækkede. Eller de skal være dem, der kan bygge en bro, der holder, når prinsen står ved vandfaldet (Der ville jeg i øvrigt vælge en DJØF’er, så broen holder). Og så skal de være knivskarpe, når de nu skal finde interessevaretagelsesgreb, som gør medlemmerne tilfredse, men som ikke fjerner enhver videre vej for branchen, når de skal løse problemerne med tålmodighed, møder med politikere, indtil kongeriget er nogenlunde genetableret, og de sande ofre er reddet. Råbekampagner dur ikke. Kreative humoristiske greb kan blive misforstået. Men råbekampagner kan være nødvendige, så medlemmerne ikke fosser ud ad bagdøren, selvom de ikke virker.

Det er tid til for alle brancheforeninger at øge intensiteten på den interne kommunikation til alle deres medlemmer. For at vise, at de presser på og presser på. Og det kan være, at flere brancher bliver nødt til at lave et råbegreb for at please medlemmerne, men så skal de sørge for at fortælle en minister, at de er nødt til det, og undskylde på det lukkede møde undervejs. For ellers risikerer de at miste gennemslagskraft i de interessevaretagelsesgreb, der virker så godt i fredstid, når den grumme Corona ikke truer landets eksistens.

Og så er det tid til at begynde at overveje – Er man generelt som branche et tydeligt nok svar i den samlede fortælling i Danmark, eller har man kun sin egen og medlemmernes fortælling for øje? For noget tyder på, at man skal kunne være en bro, et svar eller en mangel i en større kontraktmodel for at kunne få gennemslagskraft og lovgivning, der hjælper medlemmerne. Har man ikke et offer, så skal man være en ekstremt tydelig ekspert eller oprører i det rollehjul, og man skal finde en grundfortælling, der er troværdig og slagkraftig i både champagnetid, kampagnetid og i krisetid.